Inden Gilmour kom med i Pink Floyd, spillede han i andre små bands, som f.eks. Joker's Wild der var det eneste de bands der fik udgivet en plade. Så da han blev spurgt om han ville med i det kendte band Pink Floyd takkede han straks ja.
Jeg fik i 1987 at vide, fra en på MTV-Europe, at Gilmour også havde
arbejdet som model, og det har jeg så først i 2006 fået bekræftet. Det var
dog en kort karriere.
I hvert fald var Gilmours ankomst til Floyd tiltrængt. I sommeren '67
havde Floyd haft stor succes og spillet for fulde huse, men nu da Syd
Barrett var så langt ude i tovene, spillede de for halvfyldte sale.
Siden hen må Floyd også siges at have nydt godt af at have fået sådan et
geni med i gruppen. Onde tunger kunne sige at Gilmour ikke var "rigtigt"
Floyd medlem, da han var den sidst ankomne, men det er langt fra sandheden
bl.a. fordi :
1) Bandet havde jo ikke fungeret særligt længe, før Gilmour kom til.
2) Alle de helt store succeser er kommet i den tid Gilmour var med. Barret
var i den grad eksperimenterende og fandt aldrig fodfæste - Det har Floyd
siden gjort !
3) Barrett kom selv ind da Waters, Wright og Mason havde startet et band, og
var således ikke selv med fra starten.
4) Det var Gilmour der lærte Barrett at spille guitar. Ikke at Barrett var
håbløs selv, men han fik mange små fif fra Gilmour i tiden før Pink Floyd.
Jeg tror ikke mange kunne forestille sig Floyd uden Gilmours guitar.
Hvem kunne spille Comfortably Numb som Gilmour gjorde det på Pulse touren ?
Hvem kunne spille med på One of These Days ?
Siden Waters forlod Floyd, har Gilmour været primus motor i Floyd. Efter
min mening gør han det godt. Vel savner jeg lidt Waters syge hoved, men
Gilmour er en sand poet, når det kommer til sangtekster. Han kan, trods
sin fremskredne alder, stadig synge rent og nå de høje toner (Det kan man
i hvert fald ikke påstå om Waters). Med ham ved roret, laver Floyd stadig
ægte syremusik, som kun Floyd kan gøre det.
Jeg kan jo prale af at have mødt denne mand, og kan derfor også fortælle
at han er en ganske fin fyr - helt nede på jorden. Ingen stjernenykker
men en lun humor.
Som alle andre musikere, ville også Floyds medlemmer prøve at stå på egne
ben.
25.Maj 1978 udgiver Gilmour en soloplade. Med sig på pladen har han
bl.a. bassisten Rick Wills og trommeslageren Willie Wilson som han spillede
sammen med før han kom med i Pink Floyd. Et af numrene er skrevet sammen
med Roy Harper - ham der sang med på Wish You Where Here, og som Gilmour
har kendt siden sine dage før Floyd.
Pladen er efter min smag behagelig. Det er ikke en Floyd plade, og derfor
er den ikke særligt "syret". Hvis ikke jeg kendte ham fra Floyd, ville
næppe have købt pladen nogensinde. Nu har jeg altså købt den og nyder den.
Han er uden tvivl en god musiker og bestemt også en god tekstforfatter.
Når man kender hans soloprojekter, er man heller ikke i tvivl om at det
er ham der står bag pladerne "A Momentary Lapse of Reason" og "The Division
Bell". Man er heller ikke i tvivl om at han også behøver Mason og ikke
mindst Wright for at få den syrede Floyd stil frem.
Det erkender Gilmour også i et interview senere, at man behøver bandet
til at "glatte ujævnhederne ud" som han udtrykte det.
About Face kan vist nemmest oversættes
med "en kovending".
Jeg husker at Gilmour dengang blev spurgt i et interview
om det så var en sådan kovending. Det fik man ikke helt svar på, men musikalsk
er det ikke nogen revolution. Den minder meget om hans første plade.
Det er Gilmour det her og det er fint, for han er som sagt en god poet og
en særdeles god musiker. Jeg savner igen lidt af Floyds psykedeliske træk,
men ud over det er det en rigtig god plade.
Det er muligt at finde nogle optageser af Gilmour der spiller numre fra disse to plader live på Youtube. Det er dog alle gamle optagelser da Gilmours hverken på "Live in Concert", "Live the Royal Albert Hall" eller "Live in Gdansk" spiller noget fra hverken "David Gilmour" eller "About Face". Det synes jeg er ærgeligt, for jeg synes der er nogle fede numre på begge plader. Det synes Gilmour dog ikke selv. Så hvis man vil høre noget fra disse to plader, må man ud og købe dem eller som sagt søge på tuben.
David Gilmour ved Meltdown koncerten 22. Juni 2001.
Her i starten af det
nye årtusinde er Pink Floyd historie. Trods utallige rygter er der ikke tegn
i sol og måne på at FlLoyd laver noget som band igen. Men Gilmour har altid
været meget aktiv med små projekter ved siden af. Her er det en gammel ven
Robert Wyatt der laver denne meltdown-koncert i Royal Albert Hall.
Det var sådan lidt i retningen af en "unplugged" koncert, med et relativt lille publikum. Denne koncert så udkommet på DVD. "David Gilmour in concert" hedder den. Jeg kan med det samme sige at enhver Floyd fan vil være vild med denne koncert.
Der kommer mange syrede udgaver af de gamle numre. Især fra pladen "Wish You
Where Here", men selvfølgelig også to udgaver af "Comfortably numb" (Personligt
synes jeg stadig at "Pulse"udgaven er den fedeste!). Der er også to Barrett
numre og sågar et af Bizet (Er det ikke opera ?).
Men som nævnt tidligere
på siden, er der ikke noget fra hans egne soloplader.
Selvom Floyd er "gået på pension" er der stadig liv i denne superguitarist.
On an Island er endnu et skud på stammen af solo-plader. Som
man kan regne ud ved at læse
øverst på denne side, blev Gilmour 60 år 6. marts 2006. I den forbindelse
fik verden en fødselsdagsgave af Gilmour i form af en ny soloplade.
Flere forskellige kunstnere og personer havde hjulpet Gilmour med at skrive musik og tekster til denne plade. På ovennævnte "Live in Concert" fremførte Gilmour et nyt nummer der hed "Smile". Dét nummer er så i studieudgave her på pladen og er forøvrigt skrevet sammen med hans kone Polly Samson. Altså igen som de to forgående plader, har Gilmour fået hjælp til at skrive sangene og har sideløbende arbejdet med musikken på sin båd Astoria.
Pladen
efterfulgtes af en lile turnee til udvalgte steder i Europa og USA.
Gilmour
mente selv at han var for gammel til at starte på en større turnee. Han kunne med
garanti sælge fire gange så mange billetter, men nej.
Man havde længe kunnet høre en del af musikken på nettet og Gilmour fik i samme forbindelse sin egen hjemmeside : davidgilmour.com der stadig den dag i dag opdateres med mange dejlige nyheder om hvad han foretager sig. Og så selvfølgelig rigtig mange foto's fra Gilmours seneste virke.
Selvom denne koncert-turnee som sagt var relativt begrænset, kom der alligevel
noget ud af det i form af live-udgivelser. Mange betragtede koncertens højdepunkt
som værrende de to koncerter Gilmour spillede i Royal Albert Hall ca. to måneder
inde i turneen. 
Her havde Gilmour en stribe kendte navne med på scenen. Mest
kendt var nok David Bowie, der altid har været stor fan af Barretts musik, og
derfor sang Arnold Layne.
Så selvom det ikke var så forbandet længe siden Gilmour havde udgivet en live-DVD
fra netop Albert Hall, så var her en kærkommen lejlighed til endnu en. Først
kom nævnte Arnold Layne som single med først Bowie og så Rick Wrights versioner,
siden kom så en dobbelt DVD. At Gilmour ikke er bange for at gå nye veje, viste han
ved at promote DVDen med en live-seance fra London til flere biografer rundt om
Europa. Glmour kom på scenen og spillede det indledende nummer og så gled man
over i udpluk fra DVDen. Efter det kom Gilmour igen live fra London på scenen
og besvarede spørgsmål fra publikum -indsamlet via nettet tidligere på ugen.
Forøvrigt den første udgivelse fra Pink Floyd / Gilmour i HD-kvalitet. Læs mere
her
Her stopper festen ikke. Med til at lave "On an Island" havde han også hjælp
fra to polske musikkere.
Om det var den direkte årsag,
ved jeg ikke, men under alle omstændigheder, fik Gilmour en invitation fra Polen
til at fejre Solidarnosc 25 års jubilæum. Så 2007 opførte Gilmour et show
på skibsværftet i Gdansk. En koncert der nok på mange måde overgik førnævnte
koncerter i Royal Albert Hall. Så 2008 udgav Gilmour endnu mere livemusik !
Udgivelserne der er også overgik alt hvad man tidligere har set (Læs
her) begrænsede sig ikke kun til koncerten i Polen, men bragte godbider
fra hele Gilmours "On an Island" tour.
I skrivende stund er det hvor vi er. Men Gilmour laver mange små ting sammen med andre musikkere. Og så sker det jo også at han bliver inviteret i Fjernsynet og dér giver nogle enkelte livenumre. Manden er alt for aktiv til at jeg kan dække det hele her. Se evt. min "Tidslinie" for en oversigt og flere links
