Anmeldelse i B.T. mandag d.23.juli 1990

Så røg den mur.
Susanne Johansen i Berlin.

BT. Berlin : Så røg den mur. For anden og sidste gang. I modsætning til den 9. november sidste år, var verden i god tid adviseret om murens fald, og begivenheden var imødeset med spænding. Så meget, at den dårligt kunne indfries. Så meget, at den heller ikke blev det.
"Jeg kan sgu godt forstå at Waters havde maske på. Hvis jeg var ham ville jeg sgu heller ikke bryde mig om at vise mit ansigt." som en skuffet og desillusioneret fan sagde på vej til bussen.
Han var ikke alene om sine følelser.
Sådan ca. 250.00 andre delte dem med ham.
Mange af os havde rejst langt for at være en del af dét, der sagtens ku' være blevet årtiets koncert, måske århundredets koncert.
Den koncert, du formentlig sad og så lørdag aften på TV, og ærgrede dig gul og grøn over, at du ikke var en del af.
Men ta' det roligt. Du gik ikke glip af noget.
"Det er svært ikke at føle sig en smule til grin." som en anden sagde.
The Wall live Potsdamer Platz Berlin. Den største og mest ambitiøse live koncert som nogensinde er blevet opført nogetsteds i verden.
Jo sådan lød pressetrommerne. Og en mediedækning som sjældent har set sin lige satte ind.
Og så var det velgørenhed oven i købet.
Intentionerne var der. Store armbevægelser. En katastrofefond hvis mål er at indsamle 50 kroner for hvert af de 10 millioner mennesker der døde under de to verdenskrige samt senere katastrofer.

Den kolde skulder.
Det blev en mediebegivenhed i en sådan grad, at de omkring 300.000 mennesker, der var gået igennem ild og vand for at være der, på Potsdamer Platz i Berlin, fik en kold skulder.
Til fordel for de milliarder mennesker verden over, som sad passive hjemme i deres stuer og så med.
De 300.000 mennesker var en af de væsentlige grunde til, at begivenheden blev transmitteret direkte. Og de selv samme mennesker blev taberne.
Det så lovende ud.
Allerede da vi ankom til Potsdamer Platz lørdag eftermiddag, fik vi en fornemmelse af at være en brik i en verdensbegivenhed.
Det så sindssygt imponerende ud. Menneskemasser så langt øjet rakte. Forventningsfulde øjne. Kåde og kærlige. Fra øst og vest. Fra nord og syd.

Lydanlægget
Kl. 22.00 gik det løs. Og galt.
Lydanlægget svigtede.
Samtlige PA-tårne på hele pladsen var tavse. Kun anlægget på scenen fungerede.
"Louder, Louder" lød det fra massen.
Der skete intet.
Roger Waters og hans stjerneopbud opførte The Wall . For sig selv. Og for TV. Og for de heldige 10 % der befandt sig helt oppe foran scenen.
Resten ku' se, men ikke høre.
Se, vel at mærke på videoskærmene.
"Louder, louder" skreg de.
Der skete intet.
Roger Waters, Sinnead O'Conner, Cindy Lauper, Joni Mitchel, Bryan Adams. De stod der oppe på mega-scenen, flankeret et væld af effekter, som nemt ku' dække et par års koncerter for en 10-20 bands.
Vi ku' se dem men stadig ikke høre dem.
Når man har brugt 8 millioner dollars på et show, sku' man tro at en eller anden ville afbryde showet indtil fejlen på lydanlægget var rettet.
Men nej. Det skete aldrig. Formentlig fordi hele showet var tilrettelagt ned til mindste detalje for TV.
"Louder, louder."
Verdens største kor blev aldrig en realitet.
Selv ikke kulminationen på The Wall nåede meget længere ud end til de 30.000 helt oppe foran scenen. "Tear down the wall. Tear down the wall." Messede de fra scenen.
Et par hundrede tusinde nøjedes med at kigge på.
Skuffede øjne. Klamme og desillusionerede.
Muren faldt. For anden gang og forhåbentlig sidste gang i Berlin.
Et par hundrede tusinde gik slukørede ud i natten.

Tryk her for at lukke vinduet

eXTReMe Tracker