David Gilmour

David John Gilmour blev født 6. marts 1946 i Grantchester udenfor Cambridge i England og det gør ham til det yngste medlem af Pink Floyd.

Inden Gilmour kom med i Pink Floyd, spillede han i andre små bands, som f.eks. Joker's Wild der var det eneste de bands der fik udgivet en plade. Så da han blev spurgt om han ville med i det kendte band Pink Floyd takkede han straks ja.

Jeg fik i 1987 at vide, fra en på MTV-Europe, at Gilmour også havde arbejdet som fotomodel, og det har jeg så først i 2006 fået bekræftet. Det var dog en kort karriere.

I hvert fald var Gilmours ankomst til Floyd tiltrængt. I sommeren '67 havde Floyd haft stor succes og spillet for fulde huse, men nu da Syd Barrett var så langt ude i tovene, spillede de for halvfyldte sale.
Siden hen må Floyd også siges at have nydt godt af at have fået sådan et geni med i gruppen. Onde tunger kunne sige at Gilmour ikke var "rigtigt" Floyd medlem, da han var den sidst ankomne, men det er langt fra sandheden bl.a. fordi :

1) Bandet havde jo ikke fungeret særligt længe, før Gilmour kom til.
2) Alle de helt store succeser er kommet i den tid Gilmour var med. Barret var i den grad eksperimenterende og fandt aldrig fodfæste - Det har Floyd siden gjort !
3) Barrett kom selv ind da Waters, Wright og Mason havde startet et band, og var således ikke selv med fra starten.
4) Det var Gilmour der lærte Barrett at spille guitar. Ikke at Barrett var håbløs selv, men han fik mange små fif fra Gilmour i tiden før Pink Floyd.

Jeg tror ikke mange kunne forestille sig Floyd uden Gilmours guitar. Hvem kunne spille Comfortably Numb som Gilmour gjorde det på Pulse touren ? Hvem kunne spille med på One of These Days ?
Siden Waters forlod Floyd, har Gilmour været primus motor i Floyd. Efter min mening gør han det godt. Vel savner jeg lidt Waters syge hoved, men Gilmour er en sand poet, når det kommer til sangtekster. Han kan, trods sin fremskredne alder, stadig synge rent og nå de høje toner (Det kan man i hvert fald ikke påstå om Waters). Med ham ved roret, laver Floyd stadig ægte syremusik, som kun Floyd kan gøre det.

Jeg kan jo prale af at have mødt denne mand, og kan derfor også fortælle at han er en ganske fin fyr - helt nede på jorden. Ingen stjernenykker men en lun humor.

Gå til siden med Gilmours første soloprojekt

Som alle andre musikere, ville også Floyds medlemmer prøve at stå på egne ben.
25.Maj 1978 udgiver Gilmour en soloplade. Med sig på pladen har han bl.a. bassisten Rick Wills og trommeslageren Willie Wilson som han spillede sammen med før han kom med i Pink Floyd. Et af numrene er skrevet sammen med Roy Harper - ham der sang med på Wish You Where Here, og som Gilmour har kendt siden sine dage før Floyd.

Pladen er efter min smag behagelig. Det er ikke en Floyd plade, og derfor er den ikke særligt "syret". Hvis ikke jeg kendte ham fra Floyd, ville næppe have købt pladen nogensinde. Nu har jeg altså købt den og nyder den. Han er uden tvivl en god musiker og bestemt også en god tekstforfatter.
Når man kender hans soloprojekter, er man heller ikke i tvivl om at det er ham der står bag pladerne "A Momentary Lapse of Reason" og "The Division Bell". Man er heller ikke i tvivl om at han også behøver Mason og ikke mindst Wright for at få den syrede Floyd stil frem.
Det erkender Gilmour også i et interview senere, at man behøver bandet til at "glatte ujævnhederne ud" som han udtrykte det.

Besøg siden med teksterne til Gilmours plade About Face

About Face kan vist nemmest oversættes med "en kovending".
Jeg husker at Gilmour dengang blev spurgt, i et interview, om det så var en sådan kovending. Det fik man ikke helt svar på, og musikalsk set er det ikke nogen revolution. Set i bakspejlet, kan det godt have ligget i kortene, at der var en del ting der var ved at ændre sig i Gilmours musikalske karriere.
Jeg tænker selvfølgelig på at der på dette tidspunkt er en del rivalisering mellem Gilmour og Waters, og at Pink Floyd som vi har kendt det siden 1968 er slut. Vi ved i dag at Gilmour 3 år senere valgte at fortsætte Pink Floyd uden Waters, men det var næppe på tale dengang i 1984. Eller anede Gilmour allerede dengang, hvad vej han var nød til at gå?

Musikalsk minder denne plade meget om hans første plade. Det er Gilmour det her, og det er fint, for han er i mine øjne en god poet og en særdeles god musiker. Jeg savner igen lidt af Floyds psykedeliske træk, men lad nu det ligge.

Det er muligt at finde nogle optagelser af Gilmour der spiller numre fra disse to plader live på Youtube. Det er dog alle gamle optagelser da Gilmours hverken på "Live in Concert", "Live the Royal Albert Hall" eller "Live in Gdansk" spiller noget fra hverken "David Gilmour" eller "About Face". Det synes jeg er ærgeligt, for jeg synes der er nogle fede numre på begge plader. Det synes Gilmour dog ikke selv. Så hvis man vil høre noget fra disse to plader, må man ud og købe dem eller som sagt søge på tuben.

Som sagt besluttede Gilmour sig for at gå videre med Pink Floyd uden Waters. Det var offentligt kendt, at der var kold luft mellem Waters og Gilmour, men at Mason og også Wright fandt sammen med Gilmour, og fortsatte det gode arbejde under navnet Pink Floyd.
Som bekendt kom den første plade under Gilmours ledelse 1987. Meget af arbejdet var blevet lavet på Gilmours nyerhvervede husbåd, som var et veritabelt pladestudie. Så for at vende tilbage til ordet "Kovending" så sker der en del ændringer i Gilmours liv i disse år.
Ikke at jeg ynder at bringe bandets privatliv ind her, men Gilmour mistede først sit kørekort (Godt nok kun for en periode) og senere blev han også skilt. Så det var en turbulent periode.

Men mon ikke han har fundet sine fødder og plantet dem solidt i den engelske muld. I hvert fald ser vi David Gilmour ved Meltdown koncerten 22. Juni 2001.

Her i starten af det nye årtusinde er Pink Floyd for-historie. Trods utallige rygter er der ikke tegn i sol og måne på at Floyd laver noget som band igen. (Det blev så modbevist i 2014 men det er en anden sag) Men Gilmour har altid været meget aktiv med små projekter ved siden af. Her er det en gammel ven Robert Wyatt, der laver denne meltdown-koncert i Royal Albert Hall.

Det var sådan lidt i retningen af en "unplugged" koncert, med et relativt lille publikum. Denne koncert så udkommet på DVD. "David Gilmour in concert" hedder den. Jeg kan med det samme sige at enhver Floyd fan vil være vild med denne koncert.

Der kommer mange syrede udgaver af de gamle numre. Især fra pladen "Wish You Where Here", men selvfølgelig også to udgaver af "Comfortably numb" (Personligt synes jeg stadig at "Pulse" udgaven er den fedeste!). Der er også to Barrett numre og sågar et nummer af Bizet (Er det ikke opera ?).
Men som nævnt tidligere på siden, er der ikke noget fra hans egne soloplader.

Selvom Floyd er "gået på pension" er der stadig liv i denne superguitarist. On an Island er endnu et skud på stammen af solo-plader. Som man kan regne ud ved at læse øverst på denne side, blev Gilmour 60 år 6. marts 2006. I den forbindelse fik verden en fødselsdagsgave af Gilmour i form af en ny soloplade.

Flere forskellige kunstnere og personer havde hjulpet Gilmour med at skrive musik og tekster til denne plade. På ovennævnte "Live in Concert" fremførte Gilmour et nyt nummer der hed "Smile". Dét nummer er så i studieudgave her på pladen og er forøvrigt skrevet sammen med hans kone Polly Samson. Altså igen som de to forgående plader, har Gilmour fået hjælp til at skrive sangene og har sideløbende arbejdet med musikken på sin båd Astoria.

Pladen efterfulgtes af en lile turnee til udvalgte steder i Europa og USA.
Gilmour mente selv at han var for gammel til at starte på en større turnee. Han kunne med garanti sælge fire gange så mange billetter, men nej.

Man havde længe kunnet høre en del af musikken på nettet og Gilmour fik i samme forbindelse sin egen hjemmeside : davidgilmour.com der stadig den dag i dag opdateres med mange dejlige nyheder om hvad han foretager sig. Og så selvfølgelig rigtig mange foto's fra Gilmours seneste virke.

Selvom denne koncert-turnee som sagt var relativt begrænset, kom der alligevel noget ud af det i form af live-udgivelser. Mange betragtede koncertens højdepunkt som værrende de to koncerter Gilmour spillede i Royal Albert Hall ca. to måneder inde i turneen.

Her havde Gilmour en stribe kendte navne med på scenen. Mest kendt var nok David Bowie, der altid har været stor fan af Barretts musik, og derfor sang Arnold Layne.

Så selvom det ikke var så forbandet længe siden Gilmour havde udgivet en live-DVD fra netop Albert Hall, så var her en kærkommen lejlighed til endnu en. Først kom nævnte Arnold Layne som single med først Bowie og så Rick Wrights versioner, siden kom så en dobbelt DVD. At Gilmour ikke er bange for at gå nye veje, viste han ved at promote DVDen med en live-seance fra London til flere biografer rundt om Europa. Glmour kom på scenen og spillede det indledende nummer og så gled man over i udpluk fra DVDen. Efter det kom Gilmour igen live fra London på scenen og besvarede spørgsmål fra publikum -indsamlet via nettet tidligere på ugen.
Forøvrigt den første udgivelse fra Pink Floyd / Gilmour i HD-kvalitet. Læs mere her

Her stopper festen ikke. Med til at lave "On an Island" havde han også hjælp fra to polske musikkere.

Om det var den direkte årsag, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder, fik Gilmour en invitation fra Polen til at fejre Solidarnosc 25 års jubilæum. Så 2007 opførte Gilmour et show på skibsværftet i Gdansk. En koncert der nok på mange måde overgik førnævnte koncerter i Royal Albert Hall. Så 2008 udgav Gilmour endnu mere livemusik ! Udgivelserne der er også overgik alt hvad man tidligere har set (Læs her) begrænsede sig ikke kun til koncerten i Polen, men bragte godbider fra hele Gilmours "On an Island" tour.

Gå til siden Live in GdanskRandom masn with Dog

En Vblogger fra England blev pludselig berømt i februar 2016. Hun lagede et bilede op, af en ældre herre, der var ude og gå med sin hund på stranden i Brighton.
"Random man and his dog"
Det sjove var selvfølgelig, at hun ikke var klar over, at det ikke var nogen almindelig mand. Det var vores guitar gud.
Jeg er dog rimeligt sikker på at Gilmour har værdsat at blive betragtet som en "almindelig" fyr.
Det har altid været tydeligt hvordan medlemmerne af Pink Floyd fra starten af har holdt sig i baggrunden, og ladet musikken og lysshowet tale deres eget sprog. Meget langt fra Mick Jagger, Elton John eller Freddie Mercury. Ikke for på nogen måde at nedgøre disse tre, men bare for at slynge nogle eksempler ud, på musikkere der i ligeså hæj grad prommoverer sig selv - deres personer.

Som den velkendte "hemmelighed" om at Pink Floyd, under en tidlig Atom Heart Mtoher koncert, forlod scenen da de var færdige, ved at gå ned gennem publikum og ud af dørene til salen.

Almindelig gammel mand eller ej, så kunne jeg da godt tænke mig at han kunne slappe lidt af. Det er jo ikke til at nå at opdatere pinkfloydhyldest.dk hurtigt nok, sådan som han farer rundt og laver musik hele tiden. Jeg troede at det ville være en dans på roser, at lave en hjemmeside om et band, der lavede deres sidste plade i 1994. Jeg tog fejl. Også at det var deres sidste plade dengang, for der kom jo også en i 2014. Kan de da ikke slappe af og nyde deres alderdom? Gå en tur på stranden med hunden? Hvem udgiver en ny plade og starter en tourne som 60 årig? (i 2006)

Gilmour udgiver så OGSÅ en plade igen som 69 årig. Næsten sideløbende med udgivelsen af et nyt Pink Floyd album.

For lige at vende tilbage til "Random Man", så lever Gilmour ikke på sit Torneroseslot, og sender alle andre ned i byen, hvis han vil have en flaske vin. Han rejser rundt og besøger venner og bekendte, og der har før været billeder på nettet af Gilmour på den lokale togstation.
Temaet, eller hvad man kalder de 5 toner der går igen i titelnummeret på Rattle That Lock, er taget fra det pausesignal der er i højttalerne på de franske togstationer. Gilmour faldt for de fem toner, og holdt sin telefon op mod højttalerne, og optog det, for sidenhen at bruge det i sin melodi. Hvor vil jeg hen med den historie? Ja bare i forlængelse af det jeg skrev herover, fortælle at hverken han, eller de andre medlemmer af Pink Floyd, har så opskruede tanker om sig selv. De er ganske jordnære

Og turneen i Europa, der jo fortsatte til Nordamerika, kom også forbi Italien. Mere præcist kom Gilmour til Pompeii. Et navn der ringer velkendt i enhver Pink Floyd fans ører.
Til alt held for os, blev denne koncert optaget og bliver tlgængelig først i biografen, og siden hen til at købe og eje.

I skrivende stund er har filmen ikke været i biografen endnu, og er derfor heller ikke frigivet på DVD eller noget, så jeg har stadig noget at glæde mig til