Roger Waters

Så kan jeg med langt større sikkerhed fortælle at hans far, Eric Fletcher Waters, døde i 2.Verdenskrig "one miserable morning in black '44"
Hans mor Mary Duncan Waters døde i en alder af 96 i 2009.
Efter at have set filmen "The Wall Live" i 2015, ved vi nu også, at Rogers farfar hed George Henry Waters, og at han døde i 1.verdenskrig 1916, dengang Rogers far Eric kun var en dreng.

Altså voksede Waters op hos sin mor og bror. Ikke at filmen "The Wall" er en selvbiografi, men der er mange ting i filmen fra Waters liv. Blandt andet ser man en stribe atomkraftmodstandere, og i virklighedens verden kom Waters som 15 årig med i CND (Campaign for Nuclear Disarmament) i Cambridge.

Roger Waters gik på samme skole i Cambridge som Syd Barrett, bare 2 klasser over ham. Som bekendt kom Gilmour fra Grantchester, som ligger lige udenfor Cambridge, og jeg ved at han og Barrett kendte hinanden som unge - om Waters også kendte Gilmour dengang er jeg ikke helt sikker på.
Senere kom Waters til Londons polytekniske skole hvor han blandt andet mødte Nick Mason og Rick Wright.
Syd Barrett og Waters var barndomsvenner og det er MEGET kort beskrevet hvordan grundstenen til superbandet Pink Floyd blev lagt.

Det var, som alle ved, Syd Barrettt der var den ledende kraft i starten af Floyds karriere - ham der lagde stilen og skrev langt størstedlen af numrene. Da Barrett så i 1968 blev lempet ud af gruppen, måtte de tre andre til at skrive noget mere. Dog stadig med Barrett som det store forbillede, for det var jo også ham og han stil publikum forbandt med navnet Pink Floyd.
Senere skulle det så vise sig at Waters langsomt overtog rolen, som hovedkomponisten i bandet.

Meget tidligt i Floyds karriere gik Waters sammen med en fyr der hed Ron Geesin og lavede musik til en film der hed the Body. Jeg har aldrig set denne film, og ønsker det heller ikke, men i 2013 er den faktisk kommet på dvd. Jeg forstår at den handler om den menneskelige anatomi. Det lyder i hvert fald sådan på pladen. Jeg købte pladen i 1987 på vinyl, og jeg hørte det meste af den. Siden har den stået og samlet støv, for det er jo et lydspor til en film og ikke ment til at sidde og høre fra ende til anden.
Det betragtes som en solo-plade fra Waters, hvilket er en overdrivelse, da det jo var et samarbejde med Geesing,men på flere måder tror jeg at det har været et nyttigt projekt for Waters, at arbejde på denne måde uden resten af bandet.

Med monsterhittet Dark Side of the Moon fik Pink Floyd langt om længe den succes de havde drømt om. De havde før spillet på musiksteder, klubber og i haller, men nu fyldte de fodboldstadioner. Som du nok har hørt om før, gik det hverken værre eller bedre end at bandmedlemmerne begyndte at glide fra hinanden. Det lavede de så en plade om ( Wish You Were Here men det blev ikke meget bedre. Især Waters skilte sig ud fra gruppen. Fulgtes ikke med de andre, når de skule ud og optræde. Det skulle vise sig at han også følte sig fremmedgjort fra den stadig voksende publikumsskare.
Vi har vel alle hørt om den berygtede spyttescene.
Her sagt med Waters ord (Fundet på A Flickering Flame)

I gamle dage, før "Dark Side of the Moon", spillede Pink Floyd for et publikum der på grund af sin størrelse tillod en intim forbindelse der var magisk. Hvorom alt end er overtog succesen os og i 1977 spillede vi i fodbold stadioner. Magien blev mast under vægten af numre. Vi blev afhængige af popularitetens fælder. Jeg fandt mig selv mere og mere fremmedgjort i denne atmosfære af grådighed og egoisme, indtil en aften i "The Olympic Stadium", Montreal, hvor min bobel af frustrationer sprang. En eller anden flippet teenager fan kæmpede sig vej op ad storm nettet der adskilte os fra menneske-kvæg-indhegningen foran scenen, mens han skreg sin hengivenhed ud til "halvguderne" uden for hans rækkevidde. Opildnet af hans misforståelse og min egen ligegyldighed, spyttede jeg mine frustrationer ud i ansigtet på ham. Senere den aften tilbage på hotellet, chokeret over min opførsel, var jeg stillet over for et valg. At benægte min afhængighed og omfavne den behageligt følelsesløse men magiløse eksistens eller acceptere dybsindighedens byrde, gå den mindre befærdede vej og påbegynde den ofte smertefyldte rejse mod opdagelsen af hvem jeg var og hvor jeg passede ind. "The Wall" var det billede jeg tegnede for mig selv, for at hjælpe mig med at træffe det valg. Roger Waters 1995.

Altså skrev Waters The Wall. På dette tidspunkt tror jeg nu kun, at han betragtede de andre medlemmer som hyrede musikere. Den eneste der rigtigt turde blande sig i dette projekt, var Gilmour.
Jeg tror nok at Waters succes var steget ham til hovedet. Det er selvfølgelig min mening, og jeg kunne sagtens leve med det egotrip. Jeg synes at denne mand er genial. Han er i mine øjne den bedste komponist i nyere tid. Det faldt desværre lidt sværere for de andre medlemmer i Floyd. Under "The Wall" projektet købte Waters som bekendt Wright ud af Pink Floyd.
Det blev kun mere tydeligt med "The Final Cut", som var det sidste album Waters lavede med Pink Floyd.
Ærgerligt at Waters smed sig selv ud af Pink Floyd,på en måde; tænk hvad de kunne have bedrevet sammen. På den anden side fik verden nu to bands : Pink Floyd og Roger Waters.

Dengang førThe Wall, altså da de var færdige med Animals, og skulle i gang med et nyt projekt, kom Waters med to demobånd, som han præsenterede for de andre tre Pink Floydere. Det siges at det især var Gilmour, der kunne se mest potientiale i det ene projekt, der så blev til The Wall - affødt af ovennævnte episode.

The Pos and Cons of Hitch Hiking
1984.

Som sagt kom Waters med to demobånd. Det andet var det, der senere skulle blive til The Pros and Cons of Hitch Hicking. Først skulle vi lige have lavet pladen "The Wall", så skulle vi lave det dengang uhørt spektakulære "The Wall Live" (Først overgået 30 år senere med Waters nye "The Wall" koncerter) og så skulle der laves filmen The Wall. Det hele blev afsluttet med restene fra The Wall nemlig The Final Cut

Det første rigtige soloalbum fra Waters.
Og her er et pladecover, som ville give UG-kryds-slange og bolle på en hver kunsthøjskole. Skrifttypen sladrer om hvem der står bag: Gerald Scarfe, det sande geni der har arbejdet med både Pink Floyd og Waters i mange år.
Skrifttypen, det der med at skrive med blød pensel, er stjålet direkte fra The Wall, og jeg kunne forestille mig at det er gjort i et forsøg på at ride videre på succesbølgen fra netop "The Wall".
Hvis du husker sidst i filmen, sidder Pink på det der toilet, og reciterer bl.a. brudstykker fra.... The Pros and Cons of Hitch Hiking. (" I put out my hand just to touch your soft hair. To make sure in the darkness, that you where still there......")

Musikalsk er denne plade i mine øjne et seriøst hit. Musikere som Eric Clapton, David Sanborn og Michael Kamen er med på den. På bagsiden er der en rolleliste over de stemmer man hører på pladen. Det hele foregår i en drøm / et mareridt der starter kl.04:30 og slutter kl.06:39 på en kaffebar.
Det mest fantastiske ved denne plade er, at den ikke handler om krig. Det har filmen "The Wall", "the Final Cut", "Radio KAOS" "Amused to Death", "When the Wind Blows" og, nå ja, alt andet han har lave sidenhen, men ikke denne plade !

Syret historie (Velsagtens Waters liv igen??) og bestemt syret musik. Lyt til Claptons guitar på "4:41 AM Sexual Revolution" !!
Eller de mange "Lyd-baggrundsbilleder" der rykker for vildt. En nydelse af en plade og indbegrebet af Waters. Alle de lyde er jo noget vi alle kender fra Pink Floyds musik. Er det så Waters der har lært det af Pink Floyd eller omvendt?

When the Wind Blows
Vi er nu nået til 1986

For mange virkede det som om Waters forsvandt fra musikverden efter "The Final Cut". Man så og hørte ikke meget til ham.
Det var bare ikke helt sandt. Waters var bare ikke det store navn, som Pink Floyd var. Han var dog kendt nok til at blive bedt om at lave filmmusik til en tegnefilm, der omhandler det alle frygter : 3.verdenskrig - en atomvåbenkrig.
Det er en lille overdrivelse at kalde det en solo-plade igen, da han kun står for ca. halvdelen af pladen.
Det nummer der blev mest kendt dengang var titelnumret, der var med David Bowie.
Men Waters er det; og dét lige i sit es : En antikrigsfilm!!! Interessant plade - også den del af pladen der ikke er Waters. Som sine uundgåelige "lydkulisser" har Waters selvfølgelig denne gang filmens lydspor.
Selvom denne plade ikke helt når de samme højder som "KAOS" og "Pros 'n Cons" når den bestemt højt. Kender du den ikke - så lær den at kende.

"Hey Joe where you goin' with that dogma in your head. You can prove your point, but your kids will still be dead."

Radio KAOS
1987

Hvis du ikke lige ved det, så står der i morsekode
"Roger,Waters,Radio,Kaos" og så nogle af sangtitlerne.

Retssagen mod de andre medlemmer i Pink Floyd kunne Waters ikke vinde og han måtte gå videre i sit eget navn - velvidende at det gamle bandnavn i sig selv ville sælge mindst 4 gange så mange plader.
Det stoppede heldigvis ikke Waters, og han kom med endnu en plade.
Som navnet antyder udspiller historien sig i æteren på radio station. Nærmere bestemt Radio K.A.O.S i Los Angels.

Når jeg skal prøve at lokke nogen til at lytte til Waters' musik er det altid denne plade jeg anbefaler. Den er ikke så syret som "Pros 'n Cons" og faktisk ret behagelig at lytte til. Selv min mor sagde en dag at "den var da rarere at lytte til end alt det andet jeg hørte" !!
Jeg er selv helt vild med denne plade. Med det rigtige stereoanlæg er det sådan en plade der bare skal nydes i fulde drag. Det absolut bedste ved denne plade er og bliver måden det ene nummer går over i det næste. Det har Pink Floyd længe mestret, men Waters videreudvikler det!

Som fan af Waters vil jeg sige, at han på mange måder udvikler sig og kun til det bedre. Desværre betyder det med navnet ret meget. Som du nok har bemærket er året 1987 og efter retsagen som de andre vandt, gik Gilmour og Co. nu videre. Pink Floyd udgiver "A Momentary Lapse of Reason" og drager på turne. Altså prøvede både Waters og Pink Floyd at lokke publikum til koncerter i USA på samme tid. Waters blev den store taber her. Han kunne slet ikke sælge så mange billetter som sine gamle kolleger. De fik udsolgt hvor end de gik hen og han spillede for næsten tomme sale og måtte aflyse de store events.

Nå, lad os tage de positive briller på og se på pladen, eller måske det sidste nummer på pladen, der hedder "The Tide is Turning (After Live Aid)"
Når man ser det der i parentes, kan det ikke overraske at det var det nummer han brugte til at afslutte sin "The Wall - Live in Berlin" med. I bedste "We are the World"-stil stod alle disse store navne og sang med Waters for hans ønske om verdensfred.

Det fører os lige over i "The Wall Live in Berlin"

1990 var året mange havde ventet spændt på : Endnu en liveopførsel af "The Wall". Det skulle så blive i Berlin, da berlinmuren netop var faldet året før.
Der var stadig en del der vidste hvem Waters var, og "The Wall" havde han fået med sig ud af retsalen som sit værk. Gilmour fik nogle enkelte numre, men konceptet var Waters, så nu skulle Waters opføre The Wall.

Det kunne med lethed være blevet årtusindets koncert.

Over 300.000 tilskuere og sendt live over det meste af verden med en stribe verdenskendte navne og en scene der overgik alt man havde set hidtil. Jeg skrev "..kunne være blevet.." for det var et flop.
Teknikken svigtede, de store stjerner kunne ikke deres tekster og en enkelt ville knapt nok blive på scenen.

Som publikumer kunne man kan intet se bag 200.000 andre tilskuer og lyden bliver meget forsinket på så store afstande. Det var varmt som ind i helvede og man kunne intet få at drikke (Stedet var ikke gearet til så mange tilskuere) Når helikopteren kom i starten af "The Happiest Days of our Lives", blev man indhyllet i støv osv osv.
....og mest af alt : Waters sang selv størstedelen af showet. Og hans stemme var bestemt ikke hvad den havde været!
Jeg kunne nok sidde her og kritisere den koncert længe, men lad os i stedet konstatere at Waters her fik sit navn slået fast for hele verden. Fan eller ej, vidste alle at der var en kæmpe koncert her. Og det var en kæmpekoncert
Så ærligt talt ville jeg nok have ærgret mig gul og blå, hvis ikke jeg havde været der. Og jo, jeg lytter da til den i ny og næ; for det er "The Wall" og der er da også lidt nostalgi i at genhøre numrene.

Meget mere interessant, og jeg er faktisk ikke helt klar over, hvornår præcis det er sket, men som nævnt ovenfor er Waters sangstemme gået helt i skoven. På The Pros'n'Cons, When the Wind Blows og K.A.O.S. er der ikke noget, men nu i 1990 er Waters sangstemme helt elendig.

Her er et eksempel på et sted hvor lydmanden får mixet forkert, og man desværre kan høre hvor galt det står til med Waters stemme. Klippet er fra et meget senere tidspunkt, men et eller andet er der sket i Waters liv, et sted før koncerten i Berlin 1990.
Han lærer senere at bruge sin stemme bedre (Op til The Wall i 2010) men det bliver aldrig det samme. Der er meget der tyder på at han bruger play-back i mellemtiden. Et godt ekspempel er hans turnee "In the Flesh", hvor han blandt andet fremfører "5.06 AM (Every Strangers Eyes)". Det er et nummer hvor Waters kommer rimeligt højt op i sangtonerne - det kunne han i slutfriserne men ikke fra 1990 og frem.
Nu ville jeg gerne kunne fortælle dig hvad det er der er sket med hans stemme i det her tidsrum, men det er ikke lykkedes mig at kune læse om det nogen steder.

Amused to Death
1992

Året var 1992 og endelig kom der nyt fra Waters. Ikke bare filmmusik, eller liveoptagelser af gammel musik, men et superalbum fra supermanden. Her skiltes fårene virkelig fra bukkene. Enten er man Waters-fan eller også kan man ikke klare det her album.

Det er virkelig essensen af Waters, den her plade. Gennemført i sidste detalje både hvad angår musikken, lydkulisserne og teksterne. Jeg har en gang hørt én kalde det "snitte-pulsåre-musik" men det må betragtes som en særdeles ignorant udtalelse, for nok omhandler den dommedagen, men den gør det med en sådan ironi, at man ikke kan undgå at fange beskeden fra Waters : Vi underholder os selv ihjel

Her kan man se hvad Waters har bygget op i alle årene. Først prøvede at han at stå på egne ben efter Barretts exit i sluttresserne. Så Bragede succeseen ned over ham og Pink Floyd med Dark Side of the Moon. Den følgende massive succes og popularitet resulterede i følelsesmæssig nedtur og dermed et brag af et mesterværk kaldet The Wall, med både kæmpe liveshow og en spillefilm. Så røg han ud af bandet og måtte kæmpe for sin plads på musikscenen. Det er dén Waters der nu udkommer med denne plade. En erfaren mand. Intet er overladt til tilfældighederne.

In the Flesh - 2000

Så blev det igen tid til et livealbum med tilhørende DVD film.
"Waters lige i flæsket" eller som den engelske titel lyder : "Roger Waters in the Flesh".
Nok kan jeg sidde og skamrose hans plade fra 1992, men det er stadig musik for de få indviede. Så næsten 8 år senere tager Waters på turnee. Stor success, men med hvilken musik?

Der er 24 numre på denne dobbelt-cd. Et nummer er nyt : "Each small Candle". Kun 5 numre er hans solo-numre.
De sidste 66% er så gamle Pink Floyd-numre.

Meget tyder på at Waters stadig har svært ved at acceptere at "Floyd" sælger så meget mere end navnet "Waters" gør og han prøver stadig at lære folk at "han er Pink Floyd".

Det er under alle omstændigheder rart at høre mesteren selv fremføre Floyds gamle numre. Ikke at han gør det ligeså godt som de tre andre, men han gør det godt. Selvfølgelig har Floyd lavet flere topsælgende numre end Waters selv, men jeg tror nu godt at han kunne have haft 66% Waters og 33% Floyd og stadig holde publikum tryllebundet.
Jeg kom desværre ikke med, til den koncert Waters holdt her i København d.2. juni 2002. Hvad jeg har læst på nettet, var det ellers lige en koncert for ægte Waters-fans.
Waters skriver en lang smørre inde i coveret, om at han synes at der er mere rigtigt at spille små steder, i stedet for store fodboldstadion. Ja det lyder flot Waters, men sandheden er at under hans KAOS-tour, var der i Cincinatti 1.800 publikummer i en sal med plads til 10.000 !!! Var det ikke også dig der prøvede at spille for over 300.000 i Berlin?
Alligevel en interessant plade MEN hold da kæft et kedeligt og dystert cover ! Der kunne han godt have fået lidt hjælp af Gerald Scarfe eller Storm Thogerson som i gamle dage.

1992 er stadig der hvor den sidste nye musik kom på gaden. En ny plade kommer på gaden 2002, men der er ikke så meget nyt ved den, da det er en "Best of.." plade.

Irriterende kommercielt og ikke hvad man forventer af en mand som Waters.
Selvom hans fans har alle hans solo-plader, bliver de også nødt til at købe den her, da den indeholder tre nye numre..
Der er blandt andet en Waters udgave af Dylans "Knocking on Heavens Door". ( Det næste bliver vel en coverversion af Yesterday ?)

Så er der et helt nyt nummer : "Lost Boys Calling" som er fra en film der hedder "The Legend of 1900". Det er desværre kun en demoversion af nummeret. Det endelige nummer er med Eddie van Halen på guitar og er et ganske godt nummer. Mere vigtigt er det at dette nummer viser at han ikke er faldet helt af på den. Det er faktisk et stærkt nummer, der ligger langt fra det vi ellers kender Waters for.

Til sidst er der titel-nummeret "Flickering Flame".
Pladen hedder, som bekendt "Flickering Flame" men som undertitel hedder den "The Solo Years Volume I". Hvordan dét skal tolkes må tiden vise. Har Waters tænkt sig at koge en "Volume II" op på de samme 4-5 soloplader eller regner han med at nå at udgive 4-5 soloplader mere?

Ça Ira.

Ja det er fransk. Lidt svært at oversætte. Lad os skippe franskundervisningen og gå til sagen:
Ça Ira er en opera. En opera omhandlende den franske revolution! Tag den!
Hvad har Waters med opera at gøre ? Og hvorfor den franske revolution ? Tja, jeg ved det ikke, men ikke desto mindre er det et projekt Waters havde arbejdet på siden helt tilbage i 1996.
Jeg kan ikke fortæle en masse om dette projekt, da jeg ikke har sat mig meget ind i musikken - opera er ikke lige mig. Jeg kan dog berolige med at Waters hverken synger eller spiller i denne opera. Han komponerede tekst og en stor del af musikken. Sikkert meget interessant for Waters at prøve et sådant projekt,men næppe så interssant for os Floyd-fans.

Leaving Beirut
og
To Kill the Child

Man kunne høre disse to numre gratis, ved at klikke sig ind på Waters' officielle hjemmeside, dengang den udkom, og så er de siden kun kunnet downloades forskellige steder. Der er kun udgivet en japansk CD med numrene, som vist er svær at få fat på i dag.
Det er ny musik og ny musikstil fra Waters. Desværre blev det aldrig til andet end de her to antikrigsnumre. Han raslede lidt med sablen og talte om at lave et helt album, men det blev aldrig til noget.

Kig på coveret og læg mærke til teksten på muren, på billedet ved siden af.
Det skal måske her lige bemærkes at der dengang denne plade kom frem, var tale om at Waters var ved at opsætte "The Wall" på Broadway!! som en musical.
Samtidig pønsede han tydeligvis på en ny turnee (Men det vidste vi jo ikke dengang). Så måske derfor er der lige lagt en reklame ind her på det billede.....

Når vi her taler om Waters liv og historie, så er og bliver 2005 et stort år. I Pink Floyd øjne var det et stort år. Det jeg hentyder til er selvfølgelig Live 8 med genforeningen af de fire musikere fra Pink Floyds storhedstid.
Det vil altid stå som Bob Geldofs store bedrift, at han lykkedes med at sammenføre de fire og få dem på scenen sammen og spille nogle af de store numre for den ventende verden.
Sandheden er lidt mere kompleks end som så. Ikke at jeg skal forklejne Geldofs arbejde, men de to kamphaner havde selv indirekte nærmet sig hinanden. Deres omganskreds var nok for sammenfaldende. Så det her var nok også mest det sidste lille skub både Waters og Gilmour behøvede. Waters udtalte i forbindelse med Live 8, at han var parat til at rulle om på ryggen på gulvet for at få det her show til at virke.
Vi kan jo i bakspejlet se at dette kun var begyndelsen til optøningen mellem Waters og Gilmour. Personligt tror jeg nu også at de to havde for meget til fælles i deres unge Floyd dage, til bare at smide det hele væk. Det har jo ikke været rockmusik det hele.

I 2006 var Waters er tilbage med koncerter

Dark Side of the Moon

Ja så nåede vi 2006 og stadig er den seneste plade Waters har udgivet Amused to Death fra 1992. Selvfølgelig har han udgivet lidt smånumre hist og her, lidt opsamling og liveplader, men det store udspil savnes stadig. Han ligger dog ikke på den lade side. Den 2. Juni 2006 starter han på en verdensturnee med en koncert i Lisabon på "Rock in Rio Festivallen", hvor han spillede hele "Dark Side of the Moon" i en lettere opdateret udgave, og så blev der også lige spillet lidt andre af de gamle Pink Floyd numre.
Han kom senere blandt andet til Roskilde festivallen. Hvilket var en kæmpe success.
Han spillede adskillige steder i Europa i løbet af sommeren 2006 og fortsatte derefter til Nord og Sydamerika, Østen og Australien for at vende tilbage til Europa i 2007. Til hans koncert i Paris og London var bl.a. Nick Mason med. Han havde oprindeligt også inviteret Richard Wright, men "han kunne ikke den dag" (Ja og så døde Wright som bekendt året efter...)

Faktisk kom han tilbage til Danmark under sin 2007 tur og spillede i Augustenborg. Atter en megasuccess blandt publikummerne.
En success han så atter gentog året efter igen, da han kom til Odense 15. maj 2008 og gav samme koncert igen!

Fantastisk at manden lader verden nyde alle de gamle Pink Floyd klassikere. For det var næsten kun gamle Floyd numre han spillede. Der var vist lige Leaving Beirut, ellers mener jeg at det var rent Pink Floyd.

2010 fortsætter Waters stilen. Egentlig startede rygterne i 2009 da The Wall havde 30 års jubilæum.

Hvad der i sin tid startede dette "rygte", var et interview med Roger Waters fra engelske Al Jazeera. Der kom nogle gamle nyheder og så især den store interessante nyhed om at Waters planlagde at tage på en turnee med The Wall

Denne The Wall tour varede flere år, ligesom hans forrige tournee og atter kom han til Danmark mere end en gang. Han optrådte først i Parken og derefter i Herning i 2011. Så kom han i 2013 tilbage til Parken og lagde atter publikum ned.

Højdepunktet på denne turnee vil, set i bakspejlet, nok være da Gilmour gjorde Waters den tjeneste, han skyldte ham, og kom ind i forestillingen og spillede... ja gæt hvilket nummer han spillede: Comfortably Numb. Det var stort at se ham stå der oppe på toppen af den enorme mur, og fyre den af for fuld udblæsning i Londons O2 arena. For at gøre det helt vildt for os fans, sluttede showet den aften af, med at David Gilmour OG Nick Mason kom med på scenen og spillede med på "Outside the Wall".
Det tangerer jo næsten en reunion.

Jeg var ikke så heldig at overvære ovennævnte show, men fik i stedet lov til at "være med til" Waters fødselsdag. Han fyldte 70 år 6.september 2013 og den aften spillede han i Düsseldorf i Tyskland. Jeg skulle hilse og sige at man ikke kunne mærke på hverken ham eller showet at han fyldte 70.

Jeg skal ikke sidde her og være musikanmelder, men det var begge to fantastiske koncerturneer. Den sidste var dog i en verden for sig. The Wall lavet i en udgave der i den grad benytter, de teknologisdke fremskridt der er sket, siden The Wall først blev opført der i starten af 1980'erne. Jeg oplevede denne The Wall koncert 3 gange og var lige imponeret hver gang

November 2015. Så udgiver Waters igen livemusik. Den netop overståede fantastiske koncert turnee, med musikken der oprindeligt var fra 1979
Skal selvfølgelig understreges at det ikke kun var en koncertvideo han udgav. Det var en fortælling der løb sideløbende med koncertoptagelserne. En rejse Waters tager gennem Europa og gennem tiden. Han besøger sin farfars grav, George Henry Waters, i Frankrig, hvor han døde under 1 verdenskrig. Turen ender i Italien ved en mindesten for de faldne krigere ved anden verdenskrig, og deriblandt Waters far Eric Fletcher Waters

Hvor lækkert den The Wall koncert end var, og den forrige turnee med for den sags skyld, så ændrer det ikke det faktum, at Waters ikke har udgivet et nyt rockalbum siden 1992.

Og i 2017 har Amused to Death så 25 års jubilæum. Vi kunne også være grove og skrive at Waters' skriveblokering har 25 års jubilæum, men nu skal vi være søde. Det skal da fejres at Amused to Death har jubilæum, så det gør James Guthrie og Joel Plante. Det gør de godt nok allerede i 2015 / 2016. De to, lad os kalde dem genier, tager originalbåndene fra indspilningerne i 1992 og laver dem om til et 5.1 surround mix.
Det er stadig ikke ny musik, men et kæmpe løft til den velkendte plade.

Ligesom når Gilmour udgiver sine Liveplader, er det muligt at købe dem i en stribe forskellige udgaver. Altså kunne man købe genudgivelsen på Blue ray og få den i surround. Man kunne også købe en genindspilning på CD. Det var så ikke kun en genudgivelse, men der var nogle små ændringer hist og her - så små at man virkelig skal være nørd for at opdage dem.

Endelig sker det. Ønsket om at det skulle ske, har været hos fans lige sinden 1992. Rygterne har svirret i tiltagende grad siden årtusindeskiftet. Titler på pladen og temaer for teksterne har været opppe flere gange. Enkeltnumre, som efter sigende skulle høre til en kommende plade, har været fremme også siden årtusindeskiftet Første tilfælde jeg kommer til at tænke på er Each Small Candle, men ved live koncerter gennem årene, har han præsenteret flere numre. Ingen af delene blev til noget.
2017 udkom så Is This the Life We Really Want? og havde ikke nogle af de titler der havde været fremme, i blandt andet Rolling Stone Magazine. Det var ikke nogle af de numre, der var blevet præsenteret live gennem årene. Leaving Beirut var ikke en del af det, men et dufriskt album lige fra pressen.

Der kan være alle mulige meninger om dette album, og alle mulige sammenligninger med Waters tidligere materiale gennem tiden, og selvfølgelig sammenligninger med Pink Floyds musik. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er dette et album fra mesterne selv. Ingen kunne have lavet et sådan album - det har alle Waters kendetegn såsom antikrigs-lyrik og en masse lydbilleder til at understøtte musikken. Waters er tilbage!

Udover de mange år der er gået siden hans seneste albumudgivelse, så er der en anden faktor, der præger denne udgivelse en del. Nigel Godrich. Det er produceren. Kender du ikke ham? Det gør ikke noget, han kender nok heller ikke dig, og hans kendskab til både Pink Floyd og Waters er (var) også rimeligt begrænset. Så selvom det her er Waters der er tilbage, så har han fået et frisk pust med en producer der er kommet ind udefra.

Som alle andre der laver hjemmesider, vil jeg også gerne høre din mening om denne side. Så hvis du har læst hele vejen her ned til bunden af Roger Waters' side, så må du da have fundet den lidt interessant.
Vær rar at skrive et par ord i min gæstebog[ Skriv i min Gæstebog ] - [ Læs min Gæstebog]
Eller skriv direkte til mig pinkfloyd@pinkfloydhyldest. (tilføj selv dk - jeg er træt af spam.)