Forside
Hovedsider
Biografier
Pink Floyd diskografi
Kontakt
Sitemap

Se en biografi af de enkelte medlemmer
Allerede i 1964 spillede Roger Waters (dengang på guitar) Richard Wright (keyboard) Nick Mason (trommer) sammen med nogle andre der hed Clive Metcalf (bass), Juliette Gale og Keith Noble (sang). Der var en masse forskellige medlemmer dengang og ligeså mange forskellige navne undervejs ("Sigma 6", "The T-Set", "Tea Set", "The Screaming Abdabs" og også "The Abdabs").
I løbet af 1965 kom så et nyt medlem ind der hed Syd Barrett og så begyndte det at ligne det vi alle kender som Pink Floyd - bortset fra navnet. Det kom i 1965 da de hed "The Tea Sets". De skulle så spille på en RAF-base ud for London, men der var altså en anden gruppe der også hed " The Tea Sets". Så måtte de tænke hurtigt og Syd foreslog "The Pink Floyd Sound". Senere røg så "Sound" og senere igen "The".

Navnet Pink Floyd kom fra to af Syd Barretts blues idoler : Pink Anderson og Floyd Council. I de dage spillede de også mest bluesmusik. Senere kom så den psykedeliske stil ind i billedet. I følge Mason mest fordi de skulle "strække" numrene Gruppemedlemmerne er alle født midt i 1940'erne så der er ikke meget at sige til at de ikke længere er så vilde med at udgive plader og tage på turné.

Pink Floyd blev kendt ved at spille på steder som The UFO Club og The Marquee Club i London, som det man kendte som "Undergrund-musik" - mere præcist "The Spontaneous Underground".

Det første Pink Floyd udgav var en single med titlen Arnold Layne. Den blev udgivet i marts 1967 og nåede faktisk en 22.plads på hitlisten.
I juni udkom igen en single See Emily Play og denne nåede så højt som en 5. plads.
De to singler var begge skrevet af Barrett men selvom de var meget anderledes end alt det andet musik på hitlisterne dengang, lå de langt fra det man ellers kendte Floyd for -der jo var lange syrede numre.

Piper at the Gates of Dawn August samme år udkom så den første LP The Piper at the Gates of Dawn og måneden efter bragte det bandet i både radio og TV sågar her i lille Danmark.
Syd Barrett var på dette tidspunkt godt oppe at køre med diverse euforiserende midler (Det havde han vist været fra starten) og i januar 1968 kom David Gilmour ind i bandet "fordi bandet ville eksperimentere med nye instrumenter". Der er selvfølgelig ikke meget nyt ved endnu en el-guitar, så reelt var det kun for at aflaste Barrett

A Saucerful of Secrets Da A Saucerfull of Secrets blev udgivet i juni måned var det det første Pink Floyd lavede uden Syd Barrett. Barrett var dog stadig med, men nu havde han kun skrevet ét nummer (det sidste nummer på pladen) og han spillede kun med på 3-4 andre numre, så det her var virkelig en prøve for de andre medlemmer, da de hidtil havde lænet sig op af Barretts evner som sangskriver.
Derefter røg Barrett helt ud.

More Men Floyd havde allerede fået slået sit navn fast på undergrundsscenen, så Waters, Gilmour Wright og Mason fortsatte som Pink Floyd. Der var nogle få møder / diskussioner med deres tidligere manager med Syd Barrett ved sin side, som mente at de ikke kunne fortsætte uden Barrett. Problemet var snarre at de ikke kunne fortsætte med Barrett. De havde håbet at kunne beholde Barrett som sangskriver og så selv fremføre numrene, men også det var Barrett for langt ud i tågerne til.

I december 1968 blev de så kontaktet af en filminstruktør, der var meget betaget af Flower-Power generationen, og ville lave en film om det. Han bad Floyd om at lave musikken til filmen der hed More.
Soundtracket udkom i juli '69.
De havde ikke lavet filmmusik før, men blev tilbudt en del penge for det og accepterede. Man skal huske på at selvom Floyd var et kendt navn dengang, var de bestemt ikke de store stjerner vi kender dem som i dag. Dengang var det svært at få det til at løbe rundt og det var ikke de store spillesteder de fyldte.

Senere lavede de også musik til Zabriskie Point (1970) og Obscured by Clouds (1972)

Ummagumma (oktober '69) var det første dobbelt album de udgav. Det gav en del plads til eksperimenter og alle fire gruppemedlemmer fik vist prøvet lidt af hvert af. Der var både live og studiemusik på pladen.
Den del af pladen der er live, viser bedst hvad Floyd var på det tidspunkt. De lange psykedeliske numre var, hvad Floyd var kendte for til deres koncerter helt tilbage fra Barrett-tiden. Og som nævnt før var det ikke de store spillesteder (sportsarenaer o.l.) men bl.a. Manchester College der var Floyds scene dengang.

Atom Heart Mother udkom i juni '70.
Floyd eksperimenterede her med bl.a. klassisk orkester og kor. Til det fik de hjælp af en der hed Geesin. Det mest i øjenfaldende dengang var, at hele den ene side af LP'en var et langt nummer, hvilket i den tid var meget vovet

Problemet med pladens var at Floyd var draget på turne, da Geesin lavede sin del af arbejdet og de to dele (Klassisk og Floyd) aldrig rigtigt kom til at hænge sammen. Pladen blev en rimelig success dengang og røg faktisk helt op på en førsteplads på den engelske hitliste. Alligevel kom Floyd aldrig til at "føle noget for den" og har siden ikke brugt mange af numrene.
Stadig pladen et vigtigt punkt i Floyds historie - især da det var den første plade der toppede hitlisterne.

Meddle 1971Meddle Set i bakspejlet er dette hvor Floyd begynder på det vi kender dem for. Mange kritikkere har siden udtalt at det var her Floyd begyndte at stå på egne ben og ikke i så udpræget grad eksperimenterede længere. På dette tidspunkt, slutningen af 1971, var det ikke meget mere end tre år siden Barrett havde været den ledende del af bandet.

Igen, som på Atom Heart Mother, er nummeret på side 2 Echoes ét langt nummer. Man kan lide det eller lade være (Dele af det lyder godt nok som en der har et "bad trip") men selv i dag er det et vellidt nummer. Gilmour brugte det adskillige gange på sin turnee i forbindelse med "On an Island" og blandt Floyd-nørder er det et velanset nummer.

Første nummer på side 1 "One of these Days" er et helt igennem fedt nummer som Pink Floyd også brugte på deres A Delicate Sound of Thunder tour i slutningen af 80'erne. Og dét er i mine øjne en meget god indikator, at numre fra denne plade "holder" så mange år efter.

Obscured by Clouds. Juni '72.
Livet går videre og de fik igen et tilbud om at lave filmmusik. Selvom vi kan se at Floyd "har fundet sine ben" og er meget mere målrettede i deres musikalske eksperimenter, så er de stadig ikke så rige at de har råd til at afvise sådan et tilbud.
Filmen hed La Vallée. Samme instruktør som More. Ikke særligt spændende plade og efter sigende heller ikke en spændende film. Igen var det pengen der lokkede.

Efterhånden er Pink Floyd ved at nærme sig stjernestatus. I hvert fald er de nu så store at en instruktør vil lave en film med Pink Floyd og deres musik :

Pink Floyd Live at Pompeii. Filmen blev færdig i september 1972, og kan kun interessere ægte fans, men den er et stort trin op af berømmelsens stige for Pink Floyd.
Grundlæggende er det live (ægte live) optagelser optaget i amfiteateret i det gamle Pompeii, krydret med billeder af Mason, Wright, Gilmour og Waters der vandrer rundt ved vulkanen Vesuv.

Den er kommet på DVD i 2003, med en masse ekstra materiale -hvor især optagelserne til "Dark Side of the Moon" er interessante for ægte Floyd fans

Så sker der noget.
Marts 1973 sendes Dark Side of the Moon på gaden.
Et album der slår alle salgsrekorder. Ikke kun Floyd rekorder, men albumet har siden også slået rekorden som det album der har ligget længest på Billboards Top 200 liste. Da endelig den røg af liste, kom den hurtigt tilbage, for da udgav man en 25 års jubilæums udgave.

Pladen er det man kalder et koncept album, der hvis man ikke vidste bedre, kunne betragtes som et langt nummer. Indbegrebet af Pink Floyd; både syre og rock. Vigtigst af alt er nok at vi her får det de tidligere års eksperimenter har lært medlemmerne. Nu ved de hvad de vil. De har på dette tidspunkt været i branchen i næsten 10 år og fået lært sig selv en hel del.

Nummeret "Money" er nok det mest kendte uden for "Pink-Floyd-kredse" men nummeret "The Great Gig in the Sky" er også et der falder uden for alt hvad man tidligere har hørt.

Det er et album Waters senere ved flere lejligheder har taget hele æren for. Det er vist også ham der har skrevet alle teksterne. At han ikke kunne have lavet et så gennemført album alene, er så en anden sag og fremgår tydeligt af føromtalte optagelser man ser på "Live in Pompeii".

Hvad jeg ved af, er The Wall det helt store salgshit i Europa, men i USA har det altid været Dark Side.

De stemmer man hører i baggrunden ("...gave him a short sharp shock..") er blandt andet en af Pink Floyds roadies der blev interviewet, men også Paul og Linda McCartney blev interviewet - dog kom de aldrig med på pladen.
"There's no dark side of the moon really. As matter of fact its all dark."

Wish You Where Here - fra 1975 Wish You where Here er en dejlig tidløs plade. Mange var spændte på hvordan Floyd skulle kunne følge op på en sådan kassesucces som Dark Side of the Moon, og det var også et problem for Floyd. Nu var de pludselig dér hvor de havde kæmpet så længe for at komme. Med "Dark Side" spillede de på de store stadioner og tjente kassen som rigtige rockstjerner. Men nu var det altså blevet tid til at gå i studiet igen, og dét var svært for alle fire medlemmer. Mentalt var de ikke klar til at sidde i studiet igen. Deraf titlen på pladen = "Wish you Were Here" for der var igen af dem der følte de var tilstede. På dette tidspunkt i Floyds karriere, var de dog så proffesionelle at de fik taget sig sammen og kom igang med at lave en plade.

Pladen solgte aldrig så meget som forgængeren, men er succes blev den. Der er ikke mange i dag der ikke kan synge med på titelnummeret "Wish You Were Here". Pladen var en lang hyldest til Barrett, for selv fra stjernernes top havde de ikke glemt hvor de kom fra og hvor vigtigt Barrett havde været for at de overhovedet var kommet igang dengang i midttresserne.

Animals Pink Floyds success stiller også større og større forventninger til deres kommende albums. Waters er langsomt men sikkert ved at sætte sig på rollen som sangskriver, men som det ses med "Dark Side of the Moon" er der selvfølgelig langt fra at skrive en sang, til den kommer på pladen som en ægte Floyd sang. Meget kunne tyde på at der her er begyndt opstå gnidninger mellem medlemmerne. Ikke kun medlemmerne gav gnidninger.... det jeg hentyder til er Waters forhold til publikum.(Læs Waters ord på denne side Rulleteksten) Det var på denne turne at den berygtede "spyttescene" fandt sted, som jo affødte :

The Wall

November 1979 udkom det hele store album.
Waters havde udtænkt den helt grandiose plan. Dobbelt album, koncert og film. Det er jo hele tre ting på én gang - det kan man virkelig ikke. Jo, det kunne Pink Floyd og så var det hele endda med enorm succes.

At forstå selve historien bag The Wall er ikke let. Det kræver en del indsigt i hvordan Roger Waters tænker men der er lidt hjælp at hente hvis du læser Waters i det link jeg henviste til lige herover. Man kan genkende meget af gruppen Pink Floyds historie i den historie der udspilles her i The Wall. Der er ikke som mange tror en ren selvbiografi fra Waters side - der er hentet meget inspiration i f.eks. Barretts sørgelige historie.

Det er helt klart min yndlingsplade og det kan stadig løbe mig koldt ned af ryggen (....that great thrill of confussion....) at høre den plade. Musikken er noget af det bedste der findes på denne jord. Gilmour's guitar skriger på en måde så selv Satriani må blive misundelig. Mozart lavede nogle store værker, men ikke så gennemført og følelsesladet som dette. Det er før blevet sagt at sindssyge og genialitet læner sig op ad hinanden og det tror jeg gælder for Waters. At han så samtidig har haft Pink Floyd til at fuldføre sit mesterværk er jo et held for alle os andre.
Nu sidder jeg her og anklager Waters for at være sindssyg..... har du set min soveværelsesvæg fra mine yngre dage ?

Som sagt var det her en "3-i-1" og den film Alan Parker lavede sammen med Waters er simpelt hen sublim. Ja, det er selvfølgelig min mening, men set i forbindelse med Pink Floyds historie er det en milepæl at komme så langt i deres karriere. Fra at spille på klubber i London og senere lave baggrundsmusik til andre film, til nu at lave et kæmpe sceneshow med en enorm mur der bliver bygget op og senere revet ned foran publikum. Flyvemaskiner der farer hen over publikum og kæmpe majonetdukker for ikke at nævne at 3-i-1 projektet bliver sluttet af med en film i verdensklasse instrueret af en meget anerkendt og proffesionel instruktør.

Bob Geldof er genial som Pink og Gerald Scarfes tegnefilm er guddommelige. Skulle det ske at du ikke har set denne film endnu, SÅ SE DEN. Har du allerede set den, så se den igen.
"What have we here laddy ? Mysterious scribblings ? Secret codes ? No ! Poems no less. Poems everybody. The laddy here makes himself a poet"
Ja det er vi da også andre der tror at han er.

The Final Cut var i hvert fald af Roger Waters tænkt som den sidste plade med Pink Floyd som vi kendte dem.
De "gnidninger" man kunne fornemme allerede under indspilningerne af Animals var eskaleret og Rick Wright var allerede købt ud af bandet under inspilninger af The Wall. Rent juridisk var Pink Floyd et selskab der hed Rule Britania. Forstået på den måde at dette selskab ejede alt udstyret i Pink Floyd (Både forstærkere og oppustelige grise!) og her havde Waters altså købt Wrights andel.

Hvad musiknumrene angår, så startede dette album med "resterne fra The Wall". Der blev siden skrevet en del numre til selve pladen og den endte med sin egen personlighed. Nåja, nok en hel del mere af Waters personlighed, for helt sikkert er dette album det første i en serie af Waters anti-krigs-plader. Og uden tvivl er det her et Waters album i højere grad end et Floyd album - sågar dedikeret til Roger Waters salige far Eric Fletcher Waters ("Daddy what d'ya leave behind for me ?" "Well I left an album behind for you my son")
Så fra et "Pink-Floyd-historisk" syn må man erkende at dette er mørkt vendepunkt i deres karriere. The Final Cut - kan oversættes på mange måder, men her vil jeg vælge at oversætte det som "den sidste skæring", da det jo stadig var i LP'ens tid det her.

Sådan var det i hvert fald tænkt fra Waters side. Der skulle dog gå en rum tid (6 år) før Gilmour og de andre fandt ud af at lave et album uden Waters.
Waters troede at han havde smidt de andre ud, men fandt ud af at han havde smidt sig selv ud i stedet.
Gilmour og Mason begyndte på et nyt album. Wright var med på sidefløjen da Waters, som nævnt, juridisk set havde smidt ham ud af Pink Floyd. Selvfølgelig hev Waters det tunge juridiske skyts frem, da han godt var klar over hvad det ville betyde, hvis de andre kørte videre med navnet Pink Floyd. Waters måtte se sig slået og nu med Gilmour i front kørte Floyd maskinen videre.
A momentary Lapse of Reason 1987

Som noget uvant for Pink Floyd brugte man MTV til markedsføring af det nye album. Videoen "Learning to Fly" blev ofte spillet og der var en konkurrence med samme navn, hvor vinderen kunne møde Pink Floyd og komme med til to af deres koncerter - backstage.
Gæt hvem der vandt........

Mere væsentligt er det så hvem der komponerer numrne på pladen. Som bekendt startede Barrett som sangskriver og med årene tog Waters langsomt over. Nu stod Pink Floyd uden Barrett og uden Waters og selvom både Gilmour og Wright havde skrevet enkelte numre til Pink Floyd gennem tiden, stod de her med lidt af en udfordring. Som bandets nye frontfigur skrev Gilmour så det meste, men med hjælp fra venner og bekendte fra branchen.
Det var der dengang og siden en del kritik af, men det korte af det lange er at pladen blev en monster-success. Efterfulgt af en bragende verdensturnee der bare aldrig ville slutte.

Så med eller uden Waters (eller Barrett) så levede Pink Floyd og havde mere success end nogesinde før.
Det er lidt morsomt her, at tænke på hvem der startede Pink Floyd og hvornår Gilmour kom ind i billedet. 20 år er lang tid.

Som noget andet nyt for Pink Floyd, begynder de nu at udsende live-plader. Det har de ikke gjort siden 1969 med Umma Gumma
A Delicate Sound of Thunder udkom i 1988
En stor del af den success Pink Floyd havde nu, grundede selvfølgelig i det store bagkatalog af fede plader. På turneen blev der selvfølgelig ikke kun spillet numre fra "A Momenary Lapse of Reason", men især en del af numrene fra "Dark Side of the Moon" blev spillet. Også nummeret "One of These Days", som jeg nævnte fra Meddle er her i en live udgave.

Hvorfor stoppe når man ridder på en bølge af success - nej vel ? Så stadig med Gilmour i front starter Pink Floyd på et nyt plade projekt. Denne gang med Wright tilbage som fuldgyldigt medlem. Waters' retsag var i mellemtiden opgivet og der blev indgået et forlig eller en aftale om du vil.

The Division Bell
1994
Atter er det Gilmour der står for hovedparten af sangskrivningen med hjælp fra venner og bekendte i branchen - og sågar hans nyehvervede kone. Man kan sagtens høre at Wright er kommet tilbage, for han har en langt mere "syret" musikstil end både Gilmour og Mason. Selvom det var mange forskellige der var med til at hjælpe med at skrive numrene, så er det stadig i studiet at "The Pink Floyd sound" bliver til - på det område er intet ændret siden 1968.

Og selvom denne plade som forgængeren, musikalsk ligger milevidt fra Waters' koncept-albums så bliver det igen en success. Pink Floyd er netop kendte for at gå nye veje, og det var de fleste fans helt med på. Få af de gamle Floyd-fans stod af her, men mange nye kom til.


Og da Pink Floyd væltede sig i success og fans beslutteede man sig for at udgive endnu en live-plade fra den nye turnee også. Mest overraskende nummer på denne plade / turné, er Astronomy Domine fra Pink Floyds ungdom. (The Piper at the Gates of Dawn, 1967) Ellers må man vel se i øjnene at de seneste to live-udgivelser mindede meget om hinanden, da de historisk set lå så tæt.
Mange af nutidens danske Pink Floyd fans husker tydeligt det fedeste nummer på denne plade, der nok er Gilmours guitar på "Comfortably Numb" som simpelthen bare bliver ved og ved. Jeg husker det stadig fra den aften inde i Parken. Gilmour er før blevet rost for dette nummer, men denne udgave overgår alt. Ekstase er ordet.

Desværre bliver vi ikke yngre. Ej heller Pink Floyds medlemmer. Så hvad nyt materiale angår, blev Divivsion Bells det sidste album i Pink Floyds historie. Både Gilmour, Wright og selvfølgelig eksmedlemmet Waters skriver nye numre langt inde i det nye årtusinde, men det bliver som soloprojekter. Personligt tror jeg at forventningerne til en Pink Floyd plade er så store at ingen brænder for at kaste sig ud i sådan et projekt.

Istedet fokuserer pladeselskabet på Floyds store bagkatalog. Først udgives den MEGET længe ventede liveoptagelse fra The Wall under navnet
Is There Anybody Out there ?
Behøver jeg at sige at jeg er helt vild med den plade ?
Jeg ville så gerne have været med til en af de koncerter dengang, men havde ikke lige pengene - og de kom jo ikke lige forbi nabolaget med den der opsætning så.....

Echoes. 2001 udkommer så en opsamlingsplade. Det er set før, men denne gang er det kun med til at understrege at det er slut med nyt materiale fra Pink Floyd. Forøvrigt var dette pludselig et projekt hvor Waters indirekte blev tvunget til at samarbejde med de andre medlemmer. Der skulle jo udvælges hvilke numre der skulle med på den dobbelt-cd. I følge udtalelser fra Gilmour ønskede Waters de fleste numre fra The Final Cut med. Sådan blev det ikke, men i stedet blev det en plade der på ganske solid vis beskriver Pink Floyds historie. Der er musik fra alle de Floydske æra : Barrett-perioden, årene efter Barrett, Waters-perioden og Gilmour-perioden.

Live 8 Heldigvis var de da ikke gået på pension endnu, hvilket de beviste 2.juli 2005. Nick Mason ved Live8

I juli 2005 stablede Sir Bob Geldof atter en live aid koncert på benene - Live8. Enten er Geldof et geni til at overtale folk, eller også var Floyd bare plukmodne. I hvert fald stillede de op sammen for føste gang siden The Wall koncerterne i 1981.

Altså skulle der gå næsten 20 år som uvenner, før Floyd igen som vi kendte dem i deres storhedstid fra 1968 til 1985, stod sammen på en scene. Et eller andet sted tror jeg at de alle bag fjendskaberne stadig huskede de glade dage i St. Tropez med alle Floyd medlemmerne og deres respektive familier.
Senere er der da også dukket filmklip op af møder mellem Waters og Gilmour hvor de netop taler sammen som gamle venner (Ses på Gilmours DVD'er)

Desværre gik Richard Wright jo hen og døde i 2008, hvilket ud over at være et kæmpe tab i sig selv. Trods det at hans indsats ofte er blevet klart undervurderet, så var han en vital del af musikken.
Så længe havde vi alle gået og troet, at det så var slut med nyt fra Pink Floyd, men nej. 10.November 2014 udgav de så et sidste album "The Endless River". Det siges så også at det er det ultimativt sidste nye musik der nogensinde kommer fra Pink Floyd og at vi ikke skal forvente en turnee. Jeg havde nu troet I flere år at det allerede var slut, men tydeligvis ikke, så jeg bliver ikke overrasket, hvis vi ser mere der kommer ud fra gemmerne. Hvem ved hvad der kan komme af liveoptrædender?

Hvorom alt end er, så er der lykkeligvis stadig tre lyslevende medlemmer som alle er aktive på hver deres område, selv hvis det skal vise sig at det sidste kapitel er blevet skrevet i Pink Floyds Historie.........

Som alle andre der laver hjemmesider, vil jeg også gerne høre din mening om pinkfloydhyldest.dk.
Vær rar at skrive et par ord i min gæstebog
[ Skriv i min Gæstebog ] - [ Læs min Gæstebog]
Eller skriv direkte til mig pinkfloyd@pinkfloydhyldest. (tilføj selv dk - jeg er træt af spam.)

eXTReMe Tracker