Forside
Hovedsider
Biografier
Roger Waters diskografi
Kontakt
Sitemap

I See You, You Thief

Denne side er kun for de virkelige nørder.

Tyveri er også i musikbranchen et stort problem og noget værre svineri. På den her side vil jeg vise at Waters ikke er sen til at råbe op, hvis han føler sig trådt over tæerne, men når alt kommer til alt, så er han selv langt fra hellig.

Som alle andre har også Roger Waters til tider haft travlt med at forsvare sine værker.

Lad mig starte med et citat fra sangen Towers of Faith fra filmen When the Wind Blows fra 1986

And Jehova looked up from the sea of Galilee beneath
He said "I see you, you thief!
This land is my land
And this sand is my sand
And this band is my band"

Nu er det selvfølgelig taget lidt ud af sammenhæng, men det er også mere citatet. For mig er det rimeligt klart hvad han mener med at "this band is my band."
Her under er et citat fra 1988, som måske giver svaret

I have nothing against Dave Gilmour furthering his own goals. It's just the idea of Dave's solo career masquerading as Pink Floyd that offends me!"
Penthouse Magazine, September, 1988

De første år med "det nye Pink Floyd" blev der kun spillet to numre fra The Wall. Det var Comfortably Numb og Run Like Hell. Hvorfor? Fordi, hvis du læser på innercoveret på The Wall, står David Gilmour som medskribent på disse to numre (Og Young Lust). Det er ingen hemmelighed at det var Waters der satte foden ned, og nægtede dem at spille andet.
Fint. Han holder altså på sine rettigheder. Lad os gå videre.

Set the Controls for the Heart of the Sun

Det første tilfælde jeg kender, hvor det kneb en lille smule for den unge Waters, at holde fingrene fra andres kunst, går helt tilbage til A Saucerful of Secrets. Som bekendt var Barrett ikke længere i stand til at levere det materiale, der skulle til for at lave en plade. Så de andre måtte komme ind i billedet. Og som Waters nok har fortalt 1.000 gange, var han en af dem, der begyndte at skrive sange.

Jeg er lidt grov, hvis jeg kalder det her tyveri. På intet tidspunkt har Waters nægtet at han fandt inspiration i Li Shangyin's digt. Det vil nok være mere retfærdigt at kalde det en hyldest fra Waters side til en stor hengangen digter. Man kan heller ikke påstå, at han ligefrem har "skrevet af" efter det originale digt.

Digtet kan nok oversættes på flere forskellige måder, men her har jeg fundet en engelsk oversættelse af Li Shangyin's digt:

The east wind sighs, the fine rains come:
Beyond the pool of water-lilies, the noise of faint thunder.
A gold toad gnaws the lock. Open it, burn the incense.
A tiger of jade pulls the rope. Draw from the well and escape.
Chia's daughter peeped through the screen when Han the clerk was young,
The goddess of the River left her pillow for the great Prince of Wei.
Never let your heart open with the spring flowers
One inch of love is an inch of ashes.

Og her er så Waters' version fra "A Saucerful of Secrets - Set the Controls for the Heart of the Sun"

Over the mountain watching the watcher.
Breaking the darkness
Waking the grapevine.
One inch of love is one inch of shadow
Love is the shadow that ripens the wine.
Set the controls for the heart of the sun.
The heart of the sun, the heart of the sun.

OK, som sagt er det lidt groft at kalde det tyveri.

Echoes vs Phantom of the Opera
eller
Waters versus Andrew Lloyd Webber

Som bekendt udkom Meddle i 1971 og jeg kan så oplyse at Phantom of the Opera havde premiere i 1986.

Måske skulle man ikke indrømme det, i det her forum, men jeg har været inde og se "Fantomet i operaen" to gange faktisk. Chokeret? Beklager. Så er det vel mindre overraskende når jeg frotæller at jeg har hørt Meddle og Echoes- jeg kan ikke sige hvor mange gange, men det er rigtigt mange gange!
Alligevel må jeg konstatere at min musikalske evner ikke på noget tidspunkt har rakt til at genkende sammenhængen.

Det viser sig at Webber har stjålet temaet til sin Oveture fra Echoes

Tydeligvis er jeg ikke det store musikalske geni. Hvad siger du? Her er hvad Waters sagde om sagen i 1992:

I couldn't believe it when I heard it. It's the sametime signature... and it's the same structure and it's the same notes and it's the same everything. Bastard... But I think that life's too long to bother with suing Andrew f**king Lloyd Webber."

Eller hvad med et citat fra den plade der udkom netop i 1992 (Amused to Death)

We cower in our shelters, with our hands over our ears
Lloyd Webber's awful stuff runs for years and years and years
An earthquake hits the theatre, but the operetta lingers
Then the piano lid comes down and breaks his fucking fingers
It's a miracle

Ok, vi var blevet enige, om at Waters kender sine Copyrights.... så lad os se om den går begge veje.

Jeg læste om det her

Nå. Det mest udtalte og desværre klokkeklare tilfælde af TYVERI som Waters har begået, finder vi med Amused to Death.
Jeg vil end ikke begynde at pakke det ind, for den er ikke fin den her, og det var i sin tid noget af en mavepuster for mig som stor Waters fan, at finde ud af det her.

Originalen er en bog der hedder "Amusing Ourselves to Death" og er skrevet af Niel Postman.

Vi taler ikke om, at Waters har fået inspiration til tilen på sin plade fra denne bog. Vi taler om at hele konceptet er direkte taget ud af denne bog. Selv titlen er næsten den samme.

Det er jo så fint nok, hvis altså bare den anden part, Niel Postman, accepterede det. Det har han bare aldrig gjort. Faktisk er han kommet med nogle meget skrappe udtalelser senere hen. I en nyere bog "The End of Education" er Postman citeret for denne udtalelse i kapitlet "The Law of Diversity".

Roger Waters, once the lead singer of Pink Floyd, was sufficiently inspired by a book of mine to produce a CD called Amused to Death. This fact so elevated my prestige among undergraduates that I am hardly in a position to repudiate him or his kind of music

Det lyder næsten som en forsoning, men citatet fortsætter sådan her:

Nor do I have the inclination for any other reason. Nonetheless, the level of sensibility required to appreciate the music of Roger Waters is both different and lower than what is required to appreciate, let us say, a Chopin tude.

Jeg behøver vel ikke sige hvor ignorant, jeg betragter denne sidste udtalelse, men det er jo heller ikke emnet her.
Bundlinjern er at Waters har tyvstjålet hele konceptet bag sit konceptalbum.

Jeg betragtede på mange måder Amused to Death som det ultimative Waters album. Det album det hele har ledt hen imod. Umiddelbart har mit syn på dét ikke ændret sig, men jeg må indrømme at noget af glansen gik af Waters glorie - i mine øjne i hvert fald.

Stopper vi så her? Nej der er mere tyveri på Amused to Death.

Har du lagt mærke til den baglæns tale lige før Perfect Sense. Part I?
Det er Waters der sviner Stanley Kubrick til. Hvorfor? Fordi Waters havde bedt om lov til at bruge et klip fra lydsporet til Kubrikcs klassiske film "Rumrejsen år 2001".
Kubrick afviste Waters, da han efter sigende frygtede at det ville åbne for mange andre, der ville gøre noget lignende.
Fair nok. Det er hans beslutning... eller hvad synes Waters?
Ja først indtalte han som sagt en sviner. Baglæns, men ikke desto mindre!

OK en baglæns sviner er jo ikke tyveri, men det blev det så senere. Da Waters flere år senere gik på turne, optrådte han med blandt andet "Perfect Sense part I"
Her har Waters da så trods alt fjernet den baglæns sviner, men til gengæld bruger han nu det lydstykke, han netop IKKE fik lov til at bruge, dengang han spurgte.
Du kan høre det på In the Flesh - stadig lige før Perfect Sense Part I

I 2015 genudgave Waters så Amused to Death.

Han havde stadig ikke fået accept af Niel Postman og denne gang brugte han, ligesom liveudgaven, lydklippet fra Kubricks film, som han heller ikke havde fået lov til.

Hvad er det med Waters og Kubrick?
Det er en længere historie. Faktisk er det kun lykkedes mig at finde citater fra Waters, der fortæller hvad der skete. Det havde nu været rart at høre sagen fra flere sider.

På den her webside WWW.ITALIA2001.IT, som egentlig handler om filmen "Rumrejsen år 2001", står der faktisk en del nørdede ting. Hurra.
Det der står her, er blandt andet at der har været rygter fremme om, at Kubrick skulle have haft bedt Pink Floyd om at lave musik til hans film "Rumrejsen år 2001". Det er der så en masse argumenter, der taler imod, som du kan læse på den side. Konklussionen er at det ikke er særligt sandsynligt, at Kubrick har kontatktet Pink Floyd dengang -dog ikke umuligt.

Næste ting er så at det påståes, at Kubrick kontaktede Pink Floyd få år senere. Det skulle være i forbindelse med Kubricks næste film "A Clockwork Orange". Der er Waters citeret for, at Kubrick havde kontaktet Pink Floyd, og bedt om lov til at bruge Atom Heart Mother Suiten. Da Kubrick ikke kunne præcisere hvordan han ville bruge musikken, men at han ville have frie hænder, til at bruge den som han ville, så afslog Pink Floyd.

Se hvis det er rigtigt, at Pink Floyd har afslået Kubrick at bruge DERES materiale, så er det jo ikke overraskende, at Kubrick afslår Waters at bruge SIT materiale.
Den store forskel på Kubrick og Waters er så, at Waters alligevel bruger hvad han vil, og at du ikke finder noget Pink Floyd på hverken "Rumrejsen år 2001" eller "A Clockwork Orange". Nogle mennesker respekterer et nej.

Nå, vi stopper ikke her. Lad os fortsætte på de lidt mere hjemlige himmelstrøg.

I 1979 blev en dansk digtantologi udgivet af Amnesty International.

Deri blandt var der et stærkt digt af vores store danske digter Halfdan Rasmussen. Digtet hedder "Ikke Bødlen" og det lyder sådan:

Ikke bødlen gør mig bange.
ikke hadet og torturen,
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne,
når smertens sidste stjerne styrter ned,
men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.

Efter sigende troede Waters at digtet var skrevet af et ukendt argentinsk torturoffer, siger han, men det gode danske Pink Floyd site pinkfloydhyperbase.dk opdagede miseren og kontaktede Waters bagland.
Efter sigende forsøgte Waters så at kontakte Halfdan, men han var desværre i mellemtiden død.

Nå men så er det jo helt i orden?
NEJ. Han brugte digtet uden at undersøge rettighederne. Med andre ord: Han stjal det. Hvem siger at Halfdan havde givet sin accept? Eller måske kunne det argentinske torturoffer, som Waters påstår at have troet stod bag digtet, have brugt nogle royalties til en ny kørestol.

Næste ting er kredit eller hvad det hedder på dansk. INGEN steder står der på Waters plader (In the Flesh og Flickering Flame), at det er Halfdan, der har skrevet digtet. Det skal man læse rundt omkring på nørdede sider på nettet som denne.

Spartacus

OK, nu bervæger jeg mig lige ud på dybt vand. Ovennævnte tilfælde, er alle beskrevet og dokumenteret adskillige steder på nettet. Den jeg kommer med nu, står ganske for egen regning.

Hvor blev Spartacus af? I starten af rigtigt mange, hvis ikke alle, The Wall shows, var der dette klip fra filmen Spartacus. Derefter kom så trompeten fra Outside the Wall der så bliver afløst af bulder, brag og fyrværkeri.

Med den historik Waters har, som jeg har beskrevet herover, er jeg overbevist om at Waters ikke havde rettighederne, til at bruge det klip. Hvorfor/hvordan han så kunne bruge det til koncerterne, kan jeg ikke lige sige, men der er vel en juridisk forskel på at bruge det til et show, og så til at ligefrem udgive klippet på CD og DVD.

Jeg har søgt på nettet, for at se om andre havde en forklaring eller en bortforklaring, men uden at finde noget.

Så med dette friske tilfælde af den langfingrede Waters musikalske karriere, vil jeg slutte denne side.
Waters er stadig i mine øjne en genial musiker eller rettere komponist og poet, men det vill klæde ham, hvis han holdt sin sti ren.

Hvad tror du ?

Som alle andre der laver hjemmesider, vil jeg også gerne høre din mening om denne side. Så hvis du har fundet vej til denne Pink Floyd side, og enda læst hele vejen herned til bunden af en så nørdet side, så må du da have fundet den lidt interessant.
Vær rar at skrive et par ord i min gæstebog[ Skriv i min Gæstebog ] - [ Læs min Gæstebog]
Eller skriv direkte til mig pinkfloyd@pinkfloydhyldest. (tilføj selv dk - jeg er træt af spam.)

eXTReMe Tracker